Som nyuddannet folkeskolelærer bestemte jeg mig for at udfordre min nye titel i lidt andre omgivelser. Gennem mine praktikker i Danmark har jeg prøvet forskellige skoler, også i kraft af mit valgfag specialpædagogik. Derudover har jeg været i praktik på en skole på Færøerne og desuden arbejdet som frivillig i Guatemala på en skole for fattige børn. Så da jeg fandt ud af, at jeg havde mulighed for at prøve min uddannelse af i Kina på en skole, hvor det koster en del penge at have sine børn til at gå, lød det som den perfekte mulighed for at få endnu en anderledes erfaring.
Inden jeg tog til Kina, havde jeg naturligvis en del forestillinger om, hvordan en kinesisk skole fungerer. De fleste af mine forestillinger har jeg fået bekræftet, men mit forhold til disse forestillinger er måske ændret en smule. Jeg havde hjemmefra tænkt, at de kinesisk børn bliver presset alt for hårdt med lektier og skolearbejde i en alt for tidlig alder. Men de børn jeg underviser, som har en alder fra fire til seks år, ser alligevel ud til at synes, det er sjovt. De vil rigtig gerne lære. En anden forestilling jeg havde gjort mig hjemmefra var, at skolerne nærmest var små militærbaser. Det er de måske ikke helt, men sammenlignet med Danmark er der stor forskel. Når de skal ud og lege på legepladsen, marcherer de derud. Når de leger på legepladsen foregår det ved, at de står i kø og på lærerens tegn rutsjer ned af rutsjebanen. Når de laver gymnastik, ligner det for mig at se lidt mere nogle militærøvelser med armene lige ud til siden og ned igen og hop på stedet. Det kan godt være, at danske elever burde være mere disciplinerede. Men jeg synes alligevel, det kinesiske system på dette punkt bliver for meget. Hvis børnene fik lov til at lege lidt mere på egen hånd, ville de naturligvis have flere konflikter, men de ville også lære bedre at kunne løse dem selv. Men det er spændende at se, hvordan det er anderledes fra det danske system, og vi kan helt sikkert lære noget af hinanden.
Skolen jeg arbejder på, er også en af de eneste skoler i Kina, hvorpå der går børn med specielle behov. Hver onsdag kommer der en ekspert fra USA, som observerer, hvordan børnene har det, og hvordan vi kan forbedre det for dem. Det synes jeg, er meget interessant. Meget af det hun siger, er jeg også helt enig med hende i, og det er spændende for mig at diskutere, hvad hun oplever kunne løse problemet for børnene med specielle behov. Det handler ofte om at gøre hverdagen mere struktureret og overskuelig. Dette kan dog i virkeligheden hjælpe alle børnene, især deres alder taget i betragtning.
Det var lige mine allerførste tanker om den kinesiske skole.
Inden jeg tog til Kina, havde jeg naturligvis en del forestillinger om, hvordan en kinesisk skole fungerer. De fleste af mine forestillinger har jeg fået bekræftet, men mit forhold til disse forestillinger er måske ændret en smule. Jeg havde hjemmefra tænkt, at de kinesisk børn bliver presset alt for hårdt med lektier og skolearbejde i en alt for tidlig alder. Men de børn jeg underviser, som har en alder fra fire til seks år, ser alligevel ud til at synes, det er sjovt. De vil rigtig gerne lære. En anden forestilling jeg havde gjort mig hjemmefra var, at skolerne nærmest var små militærbaser. Det er de måske ikke helt, men sammenlignet med Danmark er der stor forskel. Når de skal ud og lege på legepladsen, marcherer de derud. Når de leger på legepladsen foregår det ved, at de står i kø og på lærerens tegn rutsjer ned af rutsjebanen. Når de laver gymnastik, ligner det for mig at se lidt mere nogle militærøvelser med armene lige ud til siden og ned igen og hop på stedet. Det kan godt være, at danske elever burde være mere disciplinerede. Men jeg synes alligevel, det kinesiske system på dette punkt bliver for meget. Hvis børnene fik lov til at lege lidt mere på egen hånd, ville de naturligvis have flere konflikter, men de ville også lære bedre at kunne løse dem selv. Men det er spændende at se, hvordan det er anderledes fra det danske system, og vi kan helt sikkert lære noget af hinanden.
Skolen jeg arbejder på, er også en af de eneste skoler i Kina, hvorpå der går børn med specielle behov. Hver onsdag kommer der en ekspert fra USA, som observerer, hvordan børnene har det, og hvordan vi kan forbedre det for dem. Det synes jeg, er meget interessant. Meget af det hun siger, er jeg også helt enig med hende i, og det er spændende for mig at diskutere, hvad hun oplever kunne løse problemet for børnene med specielle behov. Det handler ofte om at gøre hverdagen mere struktureret og overskuelig. Dette kan dog i virkeligheden hjælpe alle børnene, især deres alder taget i betragtning.
Det var lige mine allerførste tanker om den kinesiske skole.
