Endelig endelig - nu skulle vi på tur i den kinesiske natur. Vi havde bestilt en tur via et kinesisk rejsebureau til vulkansøen Changbaishan højt oppe i bjergene og lige ved grænsen til Nordkorea. Vi var meget spændte. For det første fordi det var vores første tur, og for det andet fordi alt ville være på kinesisk.
Vi havde fået at vide, at vi kunne møde rejselederen på Tianjin station, og der ville vi få billetterne til den lange togtur op i bjergene. Det lykkedes heldigvis for os og vi steg ind i det meget lange tog og fandt vores sovepladser.
Næste dag vågnede jeg ved, at de kinesiske kvinder i min togkupé sad på min sengekant i færd med at fotografere mig. Efter at have smilet til dem allesammen bevægede jeg mig ud til toilettet. Det var her mit lille uheld skete. For mig tager det lidt tid, inden jeg er helt vågen om morgenen, og de kinesiske toiletter kræver altså opmærksomhed. Jeg var ikke opmærksom. Da jeg satte mig ned, faldt min mobil ned i toilettet og ud på skinnerne. Herlig morgen, tænkte jeg. Men da jeg lige havde sundet mig lidt efter uheldet og kiggede ud af vinduet, kunne jeg godt se, at det virkelig var et fantastisk sted, vi var på vej hen til. Rismarker, bjerge og skove på begge sider af toget. Virkelig flot.
Herefter bliver vores tur til Changbaishan både en natur- og kulturoplevelse. For på vores tur ser vi en masse flot natur. Vulkansøen var virkelig smuk, og de skove, kilder og naturreservater ,vi så, var hele turen værd. Når jeg siger, det samtidig var en kulturoplevelse, mener jeg, at måden, vi rejste på, var meget kinesisk. Når kinesere er på ferie, så er det ikke noget med at slappe af og nyde tingene stille og roligt. Det handler nærmere om at få set så meget som muligt og naturligvis sørge for at have billeder af det hele. Så vi fik virkelig set en masse. Jeg føler i hvert fald på ingen måde, at jeg ikke har fået noget for mine penge. Motion fik jeg også masser af, så jeg har heller ikke dårlig samvittighed på den måde over en lille ferie.

Som jeg tidligere har skrevet, bliver de kinesiske børn presset meget hårdt for at blive gode til skolens fag. Det er der flere grunde til, sådan som jeg har forstået det. For det første er det meget svært at få et job, og derfor er det meget vigtigt at få en god og lang uddannelse. Især engelsk er meget vigtigt at være god til, hvis man vil have et godt job med en god løn. For det andet har kineserne ikke ret til at få mere end et barn (dog med visse undtagelser) ....og når forældrene således kun har dette ene barn, som skal forsørge dem, når de bliver gamle, forstår man måske godt, hvorfor de investerer så meget i en god uddannelse for deres barn.
Regeringen er dog klar over dette problem, og de ved, at forældrene presser deres børn meget hårdt. Derfor tager de rundt til børnehaver og skoler for at sikre sig at børnene også har tid til at lege. Dette skete også på min skole. Så i den uge, hvor skolen skulle tjekkes skulle jeg pludselig ikke undervise dem i at skrive. I stedet skulle jeg lave flere sanglege og male billeder med dem.
Jeg talte med en af de kinesiske lærere og spurgte ind til hendes holdning omkring dette. Hun sagde, at hun egentlig var enig med regeringen i, at børn skal være børn og have lov til at lege. Men omvendt ville hun, hvis hun havde et barn også presse det og sørge for at vælge en skole, hvor der var engelskundervisning, fordi hun netop forstår vigtigheden i, at barnet er dygtig i skolen. Derfor mener hun, at skolen som løsning på både at tilgodese forældrenes ønsker og samtidig leve op til regeringens krav, må lyve lidt om forholdene, når skolen tjekkes. Jeg må i hvert fald sige, at i den uge hvor skolen skulle tjekkes, var alt helt anderledes. Pludselig var der indkøbt hoppebolde, hoppepuder, gyngeheste og alt muligt legetøj. Derimod blev alle tavler gemt væk.  Jeg tror, børnene nød denne uge.

Skolen følger et amerikansk curriculum.
Jeg har i alt syv klasser i tre forskellige aldersgrupper. De fem af klasserne er dog på en anden skole, så det følger et lidt andet system. Men til hver af mine to klasser har jeg fået et curriculum, hvori der står skrevet, hvad temaet for hver dag skal være. Men eftersom dette curriculum er henvendt til amerikanske børn, er det sommetider umuligt at undervise de kinesiske børn i temaet. Derfor har man selvfølgelig ret til at tilpasse det. Eller det gør jeg i hvert fald. I den ældste af klasserne har jeg dog fået lov til at få lidt friere hænder, så jeg lidt mere selv kan planlægge, hvad målene for min undervisning skal være, og hvad jeg mener de især har behov for at lære. For skulle jeg følge curriculumet fuldstændigt, ville det mest af alt blive en masse ord, de skulle lære udenad. Det er selvfølgelig også nødvendigt. Men selve det at kunne føre en samtale på engelsk er også ret vigtigt. Så det har jeg fået lov til at træne dem mere i.
Men det amerikanske curriculum foreslår trods alt også nogle sjove arrangementer. Derfor skulle vi i denne måned holde halloween. Det foregik på den måde, at forældrene kom og så os undervise børnene. Herefter blev børnene klædt ud og kunne gå rundt til alle klasserne og få slik. Udenfor havde vi arrangeret nogle forskellige lege, de kunne deltage i. Det var en rigtig god oplevelse, og det var sjovt at se børnene sammen med deres forældre. Vi havde også lavet et spøgelseshus i et lokale, og jeg var imponeret over, hvor uhyggeligt det egentlig var blevet. Så det var en rigtig god dag.

Som nyuddannet folkeskolelærer bestemte jeg mig for at udfordre min nye titel i lidt andre omgivelser. Gennem mine praktikker i Danmark har jeg prøvet forskellige skoler, også i kraft af mit valgfag specialpædagogik. Derudover har jeg været i praktik på en skole på Færøerne og desuden arbejdet som frivillig i Guatemala på en skole for fattige børn. Så da jeg fandt ud af, at jeg havde mulighed for at prøve min uddannelse af i Kina på en skole, hvor det koster en del penge at have sine børn til at gå, lød det som den perfekte mulighed for at få endnu en anderledes erfaring.

Inden jeg tog til Kina, havde jeg naturligvis en del forestillinger om, hvordan en kinesisk skole fungerer. De fleste af mine forestillinger har jeg fået bekræftet, men mit forhold til disse forestillinger er måske ændret en smule. Jeg havde hjemmefra tænkt, at de kinesisk børn bliver presset alt for hårdt med lektier og skolearbejde i en alt for tidlig alder. Men de børn jeg underviser, som har en alder fra fire til seks år, ser alligevel ud til at synes, det er sjovt. De vil rigtig gerne lære. En anden forestilling jeg havde gjort mig hjemmefra var, at skolerne nærmest var små militærbaser. Det er de måske ikke helt, men sammenlignet med Danmark er der stor forskel. Når de skal ud og lege på legepladsen, marcherer de derud. Når de leger på legepladsen foregår det ved, at de står i kø og på lærerens tegn rutsjer ned af rutsjebanen. Når de laver gymnastik, ligner det for mig at se lidt mere nogle militærøvelser med armene lige ud til siden og ned igen og hop på stedet. Det kan godt være, at danske elever burde være mere disciplinerede. Men jeg synes alligevel, det kinesiske system på dette punkt bliver for meget. Hvis børnene fik lov til at lege lidt mere på egen hånd, ville de naturligvis have flere konflikter, men de ville også lære bedre at kunne løse dem selv. Men det er spændende at se, hvordan det er anderledes fra det danske system, og vi kan helt sikkert lære noget af hinanden.
Skolen jeg arbejder på, er også en af de eneste skoler i Kina, hvorpå der går børn med specielle behov. Hver onsdag kommer der en ekspert fra USA, som observerer, hvordan børnene har det, og hvordan vi kan forbedre det for dem. Det synes jeg, er meget interessant. Meget af det hun siger, er jeg også helt enig med hende i, og det er spændende for mig at diskutere, hvad hun oplever kunne løse problemet for børnene med specielle behov. Det handler ofte om at gøre hverdagen mere struktureret og overskuelig. Dette kan dog i virkeligheden hjælpe alle børnene, især deres alder taget i betragtning.

Det var lige mine allerførste tanker om den kinesiske skole.